Afghansk hash og hippie trail: Kandahar, Kabul og Chicken Street

Kandahar, vinteren 1967. To unge amerikanere, Travis Ashbrook og Ricky Bevans, går rundt på frugtmarkedet, da en mand ved navn Nazrullah Tokhi kommer hen og spørger, om de vil købe hash. Han tager dem med til sin bror Hayatullahs tøjbutik. Da handlen er på plads, har amerikanerne byttet deres udslidte Ford Taunus for omkring 50 kilo hash.

Mødet blev begyndelsen på en af de mest kendte smuglerhistorier fra hippie trail. Men den hash, Ashbrook og Bevans købte, var ikke noget, hippierne havde fundet på. Den var resultatet af et håndværk, der fandtes i Afghanistan længe før de første busser kom. Denne anden del af vores serie om hippie trail handler om landet, hvor ruten var mest befærdet, og om hashkulturen der.

Et håndværk ældre end hippierne

Sigtning af cannabis i Afghanistan går sandsynligvis tilbage til 1800-tallet, ifølge en gennemgang fra Afghanistan Analysts Network, en uafhængig forskningsorganisation i Kabul. I begyndelsen af 1800-tallet var landet primært en transitrute. Hash fra Bukhara i Centralasien blev fragtet sydpå via Mazar-e Sharif til Kabul og videre til Peshawar.

Da Kina forbød hamp i 1934, begyndte afghanerne selv at lave hash i større mængder til eksport. Kvaliteten var ujævn i starten. Indiske rapporter fra 1940’erne beskrev afghansk charas som iblandet andre stoffer. Først i 1970’erne gik produktionen fra et lille hjemmehåndværk til eksport i stor skala til Europa og Nordamerika.

Hash havde også en plads i det afghanske samfund, selv om den var omstridt. I Balkh i nord indrettede sufihelgenen Baba Qu-ye Mastan i begyndelsen af 1900-tallet et rygehus ved sin grav. Samtidig blev den, der røg regelmæssigt, stemplet som charsi, et ord med en dårlig klang. Et gammelt ordsprog lyder nogenlunde: ryg, ryg, så du glemmer din sorg.

Sådan blev afghansk hash lavet

Afghansk hash var et vinterhåndværk. Planterne blev høstet mellem oktober og januar, og harpiksen blev udvundet i slutningen af december og i januar, når det var koldt. Sådan beskriver FN’s kontor for narkotika og kriminalitet, UNODC, metoden i sin store kortlægning af cannabis i Afghanistan fra 2009.

De tørrede planter blev slået, og pulveret blev sigtet gennem et stof, der var spændt ud over en skrå træramme. Det, der faldt igennem, hed garda. Sigtningen blev gentaget, og hver runde gav en lavere kvalitet: Første garda var den bedste, derefter kom anden og tredje. I nord, omkring Balkh og Badakhshan, holdt bønderne ofte første garda for sig, hvilket gav mindre, men bedre hash. I syd og øst blev runderne oftere blandet.

Derefter skulle pulveret blive til hash. I syd blev gardaen presset og gnedet i hånden, og dårligere pulver kunne fugtes med lidt vand og varmes over en svag flamme, til det kunne formes. I nord fandtes en metode kaldet jooshi, hvor garda af høj kvalitet blev varmet og presset i hånden til et grønbrunt produkt. Hvordan håndværket udviklede sig og kom til Europa, handler del fire i serien om.

Myten om Afghan Black

I Vesten blev Afghan Black et navn, alle kendte. Oprindelsen er uklar. Den russiske botaniker Nikolaj Vavilov beskrev i 1924 en sortlig hamp fra Afghanistan, og om navnet kommer derfra, er ifølge Afghanistan Analysts Network et spørgsmål om historiske spekulationer. Det sikre er, at det var hippierne, der gjorde Afghan Black til et brand.

Ryet var allerede etableret i begyndelsen af 1970’erne. I et telegram fra USA’s ambassade i Kabul i 1971 noterede diplomaterne, at afghansk hash havde “an especially high reputation among world travellers”.

Kabul og Chicken Street

For de rejsende på hippie trail var Kabul målet for en lang etape og et sted at hvile ud. Titusindvis af vesterlændinge kom hvert år i 1970’erne. Der var billige hoteller, restauranter og tehuse, og festerne på Green Hotel blev berømte.

Chicken Street i det centrale Kabul var gaden, alle kendte. Butikker, enkle hoteller og restauranter lå side om side, og man kunne købe afghanske fåreskindsfrakker, armbånd og, som en britisk avis senere skrev, masser af hash. På Sigi’s på Chicken Street udvekslede de rejsende oplysninger om vejen videre. Gul Agha Karimi, der drev en campingplads i Kabul, huskede mange år senere: “All the hippies knew me.”

Brotherhood of Eternal Love: fra Kandahar til Californien

Ashbrook og Bevans hørte til Brotherhood of Eternal Love, en gruppe som John Griggs havde grundlagt i midten af 1960’erne, og som fra 1967 havde base i Laguna Beach i Californien. Efter mødet i Kandahar blev brødrene Tokhi deres leverandører.

Ifølge journalisten Nicholas Schous bog Orange Sunshine blev hashen blandt andet gemt i folkevognsbusser, der blev skibet til Californien, og senere også i udhulede surfbrætter. Oplysningerne bygger i høj grad på interview med Ashbrook selv. Brotherhood blev en af de første til at bringe afghansk hash til USA i stor skala.

Gruppen var også kendt for andet. I 1970 betalte den for at hjælpe Timothy Leary med at flygte fra fængslet. Den 5. august 1972 slog politiet til mod Brotherhood i Californien, Oregon og på Hawaii, beslaglagde omkring 2,5 ton hash og anholdt snesevis af personer. Brotherhood får sit eget portræt i serien.

Frøene, der blev

Det, der kom fra Afghanistan, var ikke kun hash. Ifølge forskerne Robert C. Clarke og Mark Merlin nåede afghanske frø Nordamerika og Europa flere gange fra slutningen af 1970’erne og gennem 1980’erne. Planterne havde bredere blade end de sorter, der blev dyrket i Vesten, og det var her, dyrkerne begyndte at kalde de ældre sorter sativa og de afghanske indica.

Gennemslaget var enormt. Allerede i midten af 1980’erne havde ifølge Clarke og Merlin langt størstedelen af den frøfri cannabis, der blev dyrket i Nordamerika, afghanske aner. Samtidig begyndte de første frøfirmaer i Holland at sælge udvalgte sorter. Hollænderen Ben Dronkers, der senere grundlagde Hash Marihuana & Hemp Museum i Amsterdam, har fortalt, at han i begyndelsen af 1970’erne tog frø med hjem fra Pakistan.

Forbuddet og krigen

Formelt havde cannabis været forbudt i Afghanistan siden 1957, men forbuddet blev næsten ikke håndhævet. I 1973 forbød kong Zahir Shah både cannabis og opium, ifølge flere kilder med 47 millioner dollar i støtte fra USA. Samme sommer, den 17. juli 1973, blev kongen afsat ved et kup, mens han var i Italien.

Forbuddet stoppede ikke produktionen. Afghanistan Analysts Network anslår, at landet producerede mellem 150 og 400 ton hash om året i anden halvdel af 1970’erne. En del af handlen flyttede til Pakistan. I april 1978 tog kommunisterne magten ved et kup, som den svenske fotograf Sten-Åke Sändh oplevede på nært hold i Kabul. I december 1979 rykkede sovjetiske tropper ind i landet, og hippie trails tid i Afghanistan var forbi.

Afghanistans aftryk på nutidens cannabis

Nutidens Kabul er en helt anden by end den, de rejsende mødte. Men sporene af den afghanske hash ses stadig: i navnet Afghan Black, i den genetik, der findes i en stor del af nutidens cannabis, og i håndværket med sigtning og håndpresning, som stadig bruges. Folk som Mila Jansen og Frenchy Cannoli bragte den viden videre, og deres historier får egne artikler i serien.

I næste del fortsætter vi mod øst, over Khyberpasset, til Nepal og Indien: Freak Street i Kathmandu, charas fra Himalaya og strandene i Goa.

Tidslinje

• 1800-tallet: Hash fra Bukhara fragtes via Mazar-e Sharif og Kabul til Peshawar. Sigtningen i Afghanistan tager sandsynligvis form.
• 1924: Nikolaj Vavilov beskriver en sortlig afghansk hamp.
• 1934: Kina forbyder hamp, og afghanerne begynder at lave hash til eksport.
• 1957: Cannabis bliver formelt forbudt i Afghanistan.
• 1967: Brotherhood of Eternal Love laver sin første handel med brødrene Tokhi i Kandahar.
• 1972: Politiet slår til mod Brotherhood den 5. august.
• 1973: Zahir Shah forbyder cannabis og opium. Kongen afsættes ved et kup den 17. juli.
• 1978: Kommunisterne tager magten i april.
• 1979: Sovjetiske tropper rykker ind i Afghanistan i december.
• Slutningen af 1970’erne og 1980’erne: Afghanske frø når Nordamerika og Europa.

Mere i serien

Dette er del to af fem i vores serie om hippieruten:

• Hippie trail: over land til Kabul og Kathmandu
• Afghansk hash og hippie trail: Kandahar, Kabul og Chicken Street
• Freak Street, Himalaya og Goa: enden på hippie trail
• Håndværket bag hashen: fra håndgnedet charas til sigte og isvand
• Hippie Trails arv: frøbanker, smuglere og kampen for hampen

Læs også vores portræt af Frenchy Cannoli, der lærte at lave charas i Himalaya.

Kilder

• Bjelica, J. and Foschini, F. (2019). Afghanistan Analysts Network. The Myth of Afghan Black (1): A cultural history of cannabis cultivation and hashish production in Afghanistan.
• Foschini, F., Bjelica, J. and Ali, O. (2019). Afghanistan Analysts Network. The Myth of Afghan Black (2): The cultural history of hashish consumption in Afghanistan.
• UNODC (2010). Afghanistan Cannabis Survey 2009.
• Clarke, R. C. and Merlin, M. D. (2016). Cannabis Domestication, Breeding History, Present-day Genetic Diversity, and Future Prospects. Critical Reviews in Plant Sciences, 35. doi:10.1080/07352689.2016.1267498.
• U.S. Department of State, Office of the Historian. Foreign Relations of the United States, 1969-1976, Vol. E-7, document 355.
• Obert, M. (2010). The Caravan. Camping in Kabul.
• Caryl, C. (2013). HuffPost. Strange Rebels (excerpt).
• Wikipedia. Chicken Street.
• Wikipedia. Brotherhood of Eternal Love.
• Bradford, J. (2024). World Religions and Spirituality Project. Brotherhood of Eternal Love.
• Laguna Beach Indy. Drugs and debauchery.
• Schou, N. (2010). Orange Sunshine: The Brotherhood of Eternal Love and Its Quest to Spread Peace, Love, and Acid to the World. Thomas Dunne Books.
• Wikipedia. Cannabis in Afghanistan.
• Wikipedia. 1973 Afghan coup d’état.
• Sändh, S.-Å. Fotosidan. Afghanistan 1978: Saur-revolutionen.
• Hash Marihuana & Hemp Museum. Om os.

Topbillede: Kabul i 1974. Foto: Wendy Tanner, CC BY 2.0, via Wikimedia Commons.