Hippie trail: over land til Kabul og Kathmandu

Istanbul i begyndelsen af 1970’erne. På en lille café et stenkast fra Hagia Sofia hænger en opslagstavle fuld af håndskrevne sedler. En har en ledig plads i en bil mod øst, en anden lægger en besked til venner, der er en uge bagud. Caféen hedder egentlig Lale, men alle kalder den Pudding Shop. For tusindvis af unge vesterlændinge er det her, rejsen for alvor begynder.

Det her er første del af vores serie om hippie trail: ruten over land fra Europa til Afghanistan, Indien og Nepal, som unge mennesker rejste fra slutningen af 1950’erne og frem til 1979. Undervejs mødte de en cannabiskultur, der var langt ældre end dem selv, og meget af det, vi ser i Europa i dag, kan spores tilbage til denne vej.

Hvad var hippie trail?

Hippie trail var ikke en vej på et kort, men en rute formet af dem, der rejste den. Den startede som regel i London, Amsterdam, København, Vestberlin eller Paris og gik gennem Tyskland, Østrig, Jugoslavien og Bulgarien til Istanbul. Derfra fortsatte den gennem Tyrkiet og Iran til Herat, Kandahar og Kabul i Afghanistan, over Khyberpasset til Peshawar og Lahore i Pakistan og videre ind i Indien. Slutmålene hed Delhi, Varanasi, Goa og Kathmandu.

De rejsende kaldte sjældent sig selv hippier. De sagde travellers eller freaks, og selve rejsen hed ifølge CNN’s gennemgang af rutens historie bare “the Asia overland trip”.

Den første rutebus kørte i 1957, længe før nogen talte om hippier. Selskabet hed Indiaman og kørte fra London til Calcutta og Bombay. Den første tur varede fra midten af april til begyndelsen af august og kostede 85 pund den ene vej. I 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne voksede strømmen af rejsende. Ifølge Afghanistans udenrigsministerium, som National Geographic citerer, tog landet imod omkring 90.000 turister om året, da det var på sit højeste i 1970’erne.

Pudding Shop: hvor rejsen begyndte

Brødrene İdris og Namık Çolpan åbnede Lale Restaurant i Sultanahmet i 1957, tæt på Hagia Sofia. De rejsende døbte stedet om efter buddingerne, og Pudding Shop blev hurtigt det oplagte mødested for alle, der var på vej mod øst eller hjem igen.

Brødrene satte en opslagstavle op, hvor de rejsende kunne efterlade beskeder og finde et lift. Det var rutens internet. Her fandt du en med en ledig plads i bilen, lagde besked til venner, du havde mistet sporet af, og fik tips om vejen videre.

Caféen optræder også i en af tidens mest kendte historier. Billy Hayes, hvis anholdelse i Istanbuls lufthavn i 1970 blev til bogen og filmen Midnight Express, mødte kontakten til sit hashkøb her. Siden har han kaldt stedet “the mecca for all the tourists and hippies”.

Pudding Shop ligger stadig på Divan Yolu i dag, som en enkel selvbetjeningsrestaurant. Den gamle opslagstavle hænger der stadig.

Med bus, varevogn og tommelfinger

Havde man lidt penge, tog man bussen. I 1960’erne og 70’erne kørte mindst tredive selskaber ruten. Mest kendt blev dobbeltdækkeren Albert fra London, der kørte 15 ture frem og tilbage til Calcutta mellem 1968 og 1975. En tur tog omkring 20 dage hver vej og kostede først 85 pund, senere 125.

Magic Bus begyndte som navnet på et bookingbureau i Amsterdam, men blev hurtigt en fællesbetegnelse for alle busser mod øst. Omkring 100 dollar og tre uger fra Amsterdam til Kathmandu er de tal, der oftest nævnes.

Andre købte en brugt varevogn og kørte selv, og nogle solgte bilen undervejs, når den havde gjort sit. Mange blaffede. Svenskeren Christian Jutvik var 21 år, da han blaffede til Indien og Nepal i 1969. Hans dagbøger fra rejsen lå glemt, indtil han fandt dem i 2015, og blev senere til bogen Vägen till Indien (Vejen til Indien, 2018).

Gennem Iran og Afghanistan

Efter Tyrkiet kom Iran med Teheran som sidste storby før Afghanistan. Herat, den første by efter den iranske grænse, var for de fleste rejsende deres første møde med Afghanistan.

Afghanistan var rutens hjerte. Kabul havde hoteller, restauranter og caféer, der levede af de rejsende, og Chicken Street i centrum var gaden, hvor alt fandtes: afghanske fåreskindsfrakker, smykker og masser af hash.

Der var blevet lavet hash i Afghanistan i generationer. Formelt blev det ulovligt i 1957, men forbuddet blev næsten ikke håndhævet. Først i 1973 kom et forbud, der blev taget alvorligt, ifølge historikeren Martin Booth støttet med 47 millioner dollar fra USA. Hvordan hashkulturen så ud, og hvordan afghanske frø og teknikker endte i Europa og USA, handler næste del om.

Over Khyberpasset til Indien og Nepal

Fra Kabul gik vejen via Jalalabad til grænsen og op over Khyberpasset, det gamle bjergpas mellem Afghanistan og Pakistan. Rick Steves, i dag en af USA’s mest kendte rejseskribenter, krydsede passet i bus den 4. august 1978. I sin dagbog skrev han, at det rent fysisk var et bjergpas som alle andre, men at et sted, man har drømt om i årevis, bliver noget særligt.

Steves var 23 år og rejste i sommeren 1978 sammen med vennen Gene Openshaw fra Istanbul til Kathmandu. Hans dagbog på omkring 60.000 ord lå urørt i over 40 år, før den blev til bogen On the Hippie Trail (2025). Han var blandt de sidste, der nåede at tage turen.

I Pakistan ventede Peshawar og Lahore, og derefter Indien. Her spredte de rejsende sig: til Delhi og Varanasi, sydpå mod strandene i Goa eller nordpå til Kathmandu. I Kathmandu blev hash solgt åbent i licenserede butikker på Freak Street helt frem til 1973. Nepal, Indien og Goa handler del tre om.

Parret, der skrev vejen ned

Den 4. juli 1972 forlod Tony og Maureen Wheeler London i en gammel minibus, de havde købt for 65 pund. De havde mad, kogegrej, reservedele, soveposer og et gammelt telt med. Bilen bragte dem til Afghanistan, hvor de solgte den i Kabul og fortsatte med det, der nu dukkede op. Lige efter jul samme år kom de frem til Sydney med 27 cent tilbage.

I Sydney skrev de ned, hvad de havde lært. Across Asia on the Cheap udkom i 1973: 94 hæftede sider med lyseblå omslag. Den var skrevet til dem, der med parrets egne ord havde “dropped out of the nine to five rat race”. Den blev starten på Lonely Planet, et af verdens største forlag for rejseguides.

1979: året hvor vejen lukkede

Vejen lukkede ikke på én dag, men i flere trin. I april 1978 tog kommunisterne magten i Afghanistan ved et kup. Den 16. januar 1979 forlod shahen Iran, og den 11. februar faldt monarkiet. Efter revolutionen blev det svært for vestlige rejsende at komme gennem landet.

I slutningen af december 1979 rykkede sovjetiske tropper ind i Afghanistan, og i september 1980 brød krigen mellem Iran og Irak ud. Samtidig var flyrejser blevet billigere. Ville man til Indien, kunne man flyve, og vejen over land blev aldrig, hvad den havde været.

Fra Pudding Shop til nutidens backpackere

Hippie trail varede omkring tyve år, men sporene ses stadig. Backpackerkulturen, vandrerhjemmene og rejseguiderne fører direkte tilbage til minibussen, der forlod London i 1972. Og på Divan Yolu i Istanbul serverer de stadig budding.

Det, der kom med hjem ad vejen, var mere end minder. De rejsende mødte en cannabiskultur, der var langt ældre end dem selv: hvordan hash blev lavet i hånden i Himalaya, hvordan de afghanske hashmagere arbejdede, og frø fra bjergene i Afghanistan og Pakistan. Nogle blev i årevis og lærte håndværket på stedet. Den hollandske Mila Jansen kørte mod øst i 1968 og blev i fjorten år. Franskmanden Frenchy Cannoli arbejdede otte sæsoner i Parvatidalen i Indien. Begge tog viden med hjem og var med til at forme den hashkultur, vi har i dag. Deres historier får egne artikler i serien.

Tidslinje

• 1957: Pudding Shop åbner i Istanbul. Indiaman sender sin første bus fra London til Indien. Hash bliver formelt ulovligt i Afghanistan.
• 1968: Dobbeltdækkeren Albert begynder at køre London-Calcutta. Mila Jansen kører mod øst.
• 1969: Svenskeren Christian Jutvik blaffer til Indien og Nepal.
• 1972: Tony og Maureen Wheeler rejser fra London til Sydney.
• 1973: Across Asia on the Cheap udkommer. Afghanistan forbyder cannabis, og Nepal inddrager hashbutikkernes licenser.
• 1978: Kup i Afghanistan i april. Rick Steves rejser ruten om sommeren.
• 1979: Revolution i Iran i februar. Sovjetiske tropper rykker ind i Afghanistan i december.

Mere i serien

Vores serie om hippieruten består af fem dele:

• Hippie trail: over land til Kabul og Kathmandu
• Afghansk hash og hippie trail: Kandahar, Kabul og Chicken Street
• Freak Street, Himalaya og Goa: enden på hippie trail
• Håndværket bag hashen: fra håndgnedet charas til sigte og isvand
• Hippie Trails arv: frøbanker, smuglere og kampen for hampen

Læs også vores portræt af Frenchy Cannoli, der lærte at lave charas i Himalaya.

Kilder

• Wikipedia. Hippie trail.
• Neild, B. CNN. The Hippie Trail: An interactive history of the road trip that inspired Lonely Planet.
• Wikipedia. India-United Kingdom bus routes.
• Museum of Travel. Magic buses and the hippie trail.
• Hürriyet Daily News (2020). Hippies revisit iconic Istanbul Pudding Shop.
• Atlas Obscura. Pudding Shop (Lale Restaurant).
• John Henderson. The Pudding Shop.
• National Geographic. Afghan tour guides look for new ways to share their culture.
• Afghanistan Analysts Network. The Myth of Afghan Black: A cultural history of cannabis cultivation and hashish production in Afghanistan.
• Steves, R. My 1978 Hippie Trail Journal: The fabled Khyber Pass from Kabul to Pakistan.
• Steves, R. (2025). On the Hippie Trail: Istanbul to Kathmandu and the Making of a Travel Writer. Hachette.
• Forbes (2025). Travel expert Rick Steves’ coming-of-age memoir On the Hippie Trail.
• Literary Hub. How Lonely Planet founders Tony and Maureen Wheeler revolutionized the way we travel.
• Wheeler, T. Across Asia on the Cheap.
• Jutvik, C. (2018). Vägen till Indien: och den sköna konsten att lifta. Books on Demand.
• Wikipedia. Iranian revolution.
• Wikipedia. Soviet-Afghan War.
• Britannica. Iran-Iraq War.

Topbillede: Pudding Shop i Istanbul i 1982. Foto: Mike McBey, CC BY 2.0, via Wikimedia Commons.